Bønnesteg med hestebønner, svampe og nødder

Forberedelse 20 min / Tilberedning 40 min / I alt 60 min.
Denne opskrift er til ca. 6 personer.

Denne bønnesteg lavet med danske hestebønner, svampe og nødder er smagfuld og nem at lave. Bønnestegen er perfekt, som et grønt supplement eller kødfrit alternativ til julemiddagen eller weekendens steg. Vi synes, at hestebønnerne og svampene tilsammen giver masser af umamismag.

Ingredienser
  • 2 dl hestebønner – andre bønner kan også anvendes.

  • 200 g champignon eller andre svampe

  • 1 pastinak

  • 1 løg

  • 2 hvidløg

  • 1 æble

  • 100 g hasselnødder

  • 100 g valnødder

  • 1 håndfuld hakket persille

  • 1 spsk. smør

  • Salt og friskkværnet peber

 

Fremgangsmåde
  1. De tørrede hestebønner skylles og sættes i blød i rigelig vand natten over.

  2. Kog de udblødte hestebønner i rent vand og lidt salt i 20-25 min til de stadig har lidt bid.

  3. Tænd ovnen på 180° grader (varmluft)

  4. Pil og hak løg og hvidløg. Skyld og skær svampene i grove skiver. Svits champignon, løg og hvidløg i smør til svampene og løgene tager farve.

  5. Hak valnødder og hasselnødder groft og rist dem på en tør pande.

  6. Hak frisk persille. 

  7. Skræl pastinak og æble, og riv dem på et rivejern.

  8. Tag en foodprocessor eller en stavblender og skål. Hvis du anvender en stavblender, så tilsæt ingredienserne lidt efter lidt. 

  9. Kom 2 dl kogte hestebønner i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser, og blend til bønnefarsen får en konsistens, som samler sig. Hvis du synes farsen virker for tør tilsæt lidt olivenolie efter behov.

  10. Smag til med salt og peber.

  11. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir. Fordel bønnefarsen heri, og bag bønnestegen i ovnen i ca. 40. minutter til overfladen er gylden.

Servér evt. din bønnesteg med vores friske rødkålssalat med ristede danske linser, æble og valnødder.

Bønnesteg — Pure Dansk

Følg med på vores Facebook, Instagram og Linkedin profiler, hvor vi deler inspiration, opskrifter og viden om danske bælgfrugter.

© Pure Dansk