Frokostopskrifter med bælgfrugter

Frokosten er ikke bare noget, der hurtigt skal overståes, så man kan komme videre i dagens program. Frokosten er en mulighed for at stoppe op og give sig selv et sundt break. Med en lækker madpakke bliver frokosten noget at se frem til, og vi har samlet en lang række opskrifter, som giver dig lyst til at gøre noget godt for dig selv og din familie midt på dagen. Vi byder også på en masse lækre frokostretter med danske bønner, linser og ærter, som kan laves i weekenden, når der er tid til at servere et stort og indbydende frokostbord for familie og venner.

I Danmark er vi mange, der spiser vores rugbrødsmadder til frokost hver eneste dag. Rugbrødet er med sin grovkornede struktur sundt og kan nemt varieres med forskelligt pålæg. Det er nemt at have med i madkassen, både for børn og voksne. Men man kan også have lyst til lidt variation i rutinerne, og med danske bælgfrugter, kan du lave sunde og mættende frokostretter, som smager skønt og gør frokosten til noget at glæde sig til.

I vores opskriftsunivers finder du et stort udvalg af forskellige opskrifter med forslag til din og hele familiens frokost, hvor bælgfrugter indgår som råvarer. Der er opskrifter på frokostretter, som du kan lave i weekenden, eller på nemme frokostidéer til madpakken. Der er opskrifter på dejlige grønne tærter og friske salater, som vil udgøre en lækker sommerfrokost. Der er opskrifter på sandwich og forskellige typer hjemmerørte pålægssalater som hønsefri-salat og æggesalat, der passer perfekt til picnic og frokost i det grønne.

Madpakken bliver også lidt hyggeligere med grøntsagsfyldte wraps, hjemmelavede pølsehorn eller vegetariske frikadeller. Mange af vores opskrifter med bælgfrugter kan med fordel laves i store portioner og stilles i køleskabet, og så har du mulighed for nemt og hurtigt at tage resten med i madpakken dagen efter. Og jo, der er da også masser gode idéer til, hvad du kan putte på dine rugbrødsmadder.

Et godt tip er at sætte dine danske bønner, linser og ærter i blød dagen før, så nedsætter du deres kogetid, og du kan nemt bruge bælgfrugter i dine frokostretter til hverdagens madpakker eller i weekenderne, hvor du har tid til at servere et stort frokostbord med en masse forskellige sunde retter.