Pure Dansk vinder ’Den Skarpe Kniv’ 2025

Pure Dansk vinder ’Den Skarpe Kniv’ 2025

Af Pure Dansk™

Pure Dansk vinder ’Den Skarpe Kniv’ 2025

Vi har vundet Dansk Fødevare Forums mad-innovationspris ’Den Skarpe Kniv’ foran et skarpt felt af fødevarevirksomheder, personer og grupper af ildsjæle, der alle har en helt exceptionel innovativ idé, høj innovationsgrad, ambitioner, vilje og arbejdsomhed.

Vi, Astrid og Malene, der står bag Pure Dansk er stolte af at vinde prisen ‘Den Skarpe Kniv’ 2025. Vi startede Pure Dansk på grund af klimaforandringerne, og har gjort det til vores mission at få flere danske økologiske bælgfrugter fra markerne og ind på spisebordene. For 200 år siden var danskerne gode til at spise bælgfrugter - og sammen skal vi bringe de gamle kendinge med ind i fremtidens køkken og finde nye måder at anvende dem på. Drømmen er at gøre danske linser, ærter og bønner til en almindelig del af danskernes hverdagsmad.

Bælgfrugter er ikke kun sunde og rige på næringsstoffer. De er også selvforsynende med kvælstof. Bælgplantens rodnet omdanner kvælstof fra luften til næring i jorden. På denne måde gør bælgplanterne jorden frugtbar for sig selv og de omkringliggende planter. Derved mindskes mængden af gødning på markerne samt den mængde af CO2, der skaber klimaforandringer på vores jord. 

Med innovationskraft, vilje og en stor passion for den bæredygtige dagsorden og vores folkesundhed, har vi gjort det muligt for den enkelte dansker at købe lokalt dyrkede økologiske linser, bønner og ærter - og med en fødevareforsyningskæde, hvor hele processen fra jord til bord foregår i Danmark. Alle vores danske bælgfrugter høstes, renses og pakkes i Danmark, før de lander i køkkenet og på spisebordet.

Som et led i udbredelsen af flere bælgfrugter i de danske køkkener, har vi udviklet over 300 spændende opskrifter, udgivet to kogebøger og står bag det online læringsunivers 'Bælgfrugtskolen', som er udviklet til alle - uanset om du stadig har dine første bælgfrugter til gode, eller du er inkarneret bælgfrugtspiser, så giver vi dig viden og redskaberne til at komme i gang med nye grønnere madvaner med bælgfrugter.

Vi er utrolig stolte over at bidrage til den grønne fødevareomstilling sammen med passionerede økologiske danske landmænd – og med alle jer, der følger med, støtter og engagerer jer i vores fælles mission for grønnere madvaner. 

Mette Jasper Gammicchia, der er formand for bestyrelsen for Dansk Fødevare Forum og afdelingschef hos Landbrug & Fødevarer, udtaler:

”Det er med stor fornøjelse Dansk Fødevare Forum kan uddele ’Den Skarpe Kniv’ til Pure Dansk. Det er kun med inspiration fra ildsjæle som Astrid og Malene Søgaard i Pure Dansk, at transformationen i de danske hjem og storkøkkener bliver speedet up, så danske klimavenlige bælgfrugter og andre råvarer får en større plads i den enkelte danskers hverdagsmad”

Læs mere om 'Den Skarpe Kniv'