Tilberedning af linser, ærter og bønner
Ved anvendelse af tørrede bønner, linser og ærter i din madlavning, er det vigtigt at være opmærksom på tilberedningen. Vi har derfor samlet en række huskeregler, så du let kommer i gang med at anvende danske bælgfrugter i din madlavning.
De oftest stillede spørgsmål er: Hvor lang tid skal bælgfrugter koge? Hvilke bælgfrugter skal iblødsættes? og hvilke bælgfrugter skal ikke iblødsættes? Må kogevandet anvendes?
Lektin i bælgfrugter
Nogle bælgfrugter indeholder lektin, som kan give maveproblemer hos mennesker. Lektinet nedbrydes under tilberedning af linser, bønner og ærter. Mængden af lektin og dermed den nødvendige tilberedning varierer fra bælgfrugt til bælgfrugt.
Anicia linser og Ingrid ærter indeholder få mængder lektin, og derfor kan spises uden at de koges. Anvendes de i f.eks. blendes i en smoothie, spises som topping eller som snack skal de udblødes først.
Her på siden kan du se vores anbefalede kogetider og tilberedningstider for danske Anicia linser, hestebønner og Ingrid ærter.
Skal bælgfrugter udblødes eller ej?
Udblødning er smart, fordi det minimerer kogetiden på bælgfrugterne. Vores tørrede linser og ærter kan sagtens koges uden iblødsætning. Vi anbefaler iblødsætning, da det kan spare dig tid i køkkenet. Tørrede hestebønner skal udblødes og koges grundet det højere lektinindhold.
Uanset om du udbløder eller ej, forringes spisekvaliteten ikke.
Kogetider uden og med iblødsætning:
Hestebønner kogetid: over 60 min. vs. 35-45 min.
Ingrid ærter kogetid: 60 min. vs. 25-30 min.
Anicia linser kogetid: 20-25 min. vs. 15 min.
Kogetiderne variere alt efter hvad du skal anvende bælgfrugterne til. I vores opskrifter har vi anbefalede kogetider. Smag dig altid frem og find den konsistens, som du bedst kan lide.
Fyr op under smagen
Bælgfrugternes smag fremhæves hvis du kommer friske krydderurter eller grøntsager i vandet, og lader det koge sammen i gryden. Gem i øvrigt kogevandet og brug det som bouillon i dine yndlingssupper og –simreretter. Kogevandet fra bælgfrugter er en fantastisk naturlig smagsgiver i det grønne køkken.
Danske Ingrid Ærter
Tilberedning
Ingrid ærterne skylles fri for evt. småsten. Uden iblødsætning koges ærterne i rigeligt vand med en knivspids salt i 60 min. Ønsker du at forkorte kogetiden kan du iblødsætte Ingrid ærterne i vand i 10-12 timer på køl. Iblødsættes Ingrid ærterne inden kogning er kogetiden på ca. 25-30 min. Forhold: 1 dl ærter til 3 dl vand. Er ærterne efter kogning ikke helt ens tilberedt, lad dem trække i kogevandet 10 minutter.
Holdbarhed
Efter kogning kan ærterne holde sig i cirka fire dage på køl, eller fryses ned og holde sig cirka 1-3 måneder.
Gode råd
Kogevandet kan bruges i madlavning, som smagsgiver og bouillon eller til at lave Aquafaba. Aquafaba kan anvendes som erstatning for æg. Aquafaba af ærtekogevand kan erstatte æggehvider i marengs, is eller æggeblommer i en mayonnaise.
Danske Anicia Linser
Tilberedning
Anicia linserne skylles fri for evt. småsten. Uden iblødsætning koges linserne i rigeligt vand med en knivspids salt i 20-25 min. Ønsker du at forkorte kogetiden iblødsætte linserne i vand i 10-12 timer på køl. Herefter iblødsætning er linsernes kogetid 15 min. i rigeligt vand med en knivspids salt. Forhold: 1 dl linser til 2 dl vand.
Holdbarhed
Efter kogning kan linserne holde sig i cirka fire dage på køl, eller fryses ned og holde sig cirka 1-3 måneder.
Gode råd
Anicia linserne kan med fordel koges direkte med i retten, uden at de udblødes først.
Danske Hestebønner
Tilberedning
Hestebønnerne skal iblødsættes inden de koges for at nedbryde lektin indholdet i bønnerne. Skyl og iblødsæt bønnerne i vand i 10-12 timer på køl.
Kassér iblødsætningsvandet og anvend nyt vand til kogning. Hestebønnerne koges i 35-45 min. i rigeligt vand med en knivspids salt. Forhold: 1 dl hestebønner til 3 dl vand.
Bønner indeholder lektiner, som kan give maveonde. Lektinerne uskadeliggøres ved kogning. Det er derfor vigtigt at koge de tørrede hestebønner.
Holdbarhed
Efter kogning kan hestebønnerne holde sig i cirka fire dage på køl, eller fryses ned og holde sig cirka 1-3 måneder.
Tips og gode råd til hvordan du sparer tid og mindsker madspild
1 — Alle bælgfrugterne er fryseegnet. Det kan derfor være en god vane i en travl hverdag, at koge større portioner ad gangen, som fryses ned i mindre portioner. På denne måde dine linser, ærter og bønner direkte klar til brug i forskellige retter.
2 — Har du en rest kogte bønner, ærter eller linser, kan du riste dem i ovnen eller på panden med lidt olie og krydderier efter din smag. De ristede bælgfrugter er lækre som snack, eller som et sprødt element i salaten eller på suppen.
3 — Kogevandet fra Anicia linser, Hestebønner og Ingrid ærter kan bruges i madlavning som smagsgiver og bouillon. Anvendes det ikke direkte efter kogning, skal det stilles på køl eller fryses ned.
4 — Mariner let dine kogte bønner, ærter og linser i olie, salt, syre(citron eller eddike) og krydderurter eller andre smagsgivere, som chili, løg, hvidløg, æble mm. Stil på køl og lad dem trække masser af smag. Bælgfrugter er nemlig gode til at suge masser af smag til sig.
5 — Bælgfrugter er drøje i brug. 300 gram tørrede hestebønner, Ingrid ærter og Anicia linser bliver til ca. 650 gram tilberedte, da de suger meget vand under iblødsætning og kogning. Samtidig mætter de meget, da de er fyldt med kostfibre og protein.

