
Shakshuka er en varm og krydret ret med æg, hestebønner og dejlig varmende stærke krydderier. Retten stammer fra Nordafrika, hvor den ofte spises til morgenmad og frokost. Du kan også sagtens spise retten som et aftensmåltid med masser af smæk på smagen.
Forberedelse 10 min / Tilberedning 30 min / I alt 40 min
Opskrift giver til 2 personer
Ingredienser
- 1 dl (90 g) tørrede Danske Hestebønner
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 rød peberfrugt
- 7 kugler frossen spinat
- 2 spsk. olie
- 1 tsk. røget paprika
- 2 tsk. stødt spidskommen
- Salt og friskkværnet peber
- 2 dåser hakkede tomater
- 2-4 æg
Topping:
- 1 håndfuld bredbladet persille eller koriander
Fremgangsmåde
- Skyl og udblød hestebønnerne i rigeligt vand på køl, i min. 12 timer - evt. natten over
- Hæld vandet fra hestebønnerne og kog dem i rigeligt nyt vand i 30 min.
- Imens pil og hak løg og hvidløg fint. Halvér peberfrugten, fjern kernerne og skær den i små tern
- Svits løg, hvidløg og peberfrugt i olie på en pande med låg på
-
Krydr med paprika, spidskommen, salt og peber og vend rundt, til grøntsagerne tager farve.
Tilsæt de hakkede tomater og kogte hestebønner og lad det simre i 5-7 min. - Kom det frosne spinat i sovsen og lad det simre til spinaten er gennemvarm. Smag til med salt og peber
- Lav huller i tomatsaucen og slå æggene ud i hullerne. Læg låg på panden og lad shakshukaen simre til æggehviderne er faste og blommerne stadig er flydende. Det tager ca. 5-7 min.
- Drys med persille eller koriander og servér evt. med friskbagte hestebønneboller