Fyld din brunchtallerken med en masse sunde morgenmadsretter, når du anvender danske linser, bønner og ærter i din brunch. En stor brunch kan sammensættes på utallige måder, men hvis du tænker bælgfrugter ind i dine retter, kan du være sikker på at få et sundt og smagfuldt udvalg med noget for enhver smag.
Vi har fundet en god blanding af lækre og nemme småretter, som sammen kan udgøre en varieret brunchtallerken. Der er de klassiske retter med krydrede pølser og baked beans, lavet på danske hestebønner i stedet for sorte bønner. Der er hjemmebagte bagels med laks, friskost og grønt. Der er sunde smoothies og greenies, som udgør sunde drikkevarer til brunchen. Til børnene kan du lave sunde pølsehorn og pizzasnegle eller en bagt grød med friske bær.
Når du anvender bælgfrugter i dit bagværk, får du brød og boller med ekstra protein og kostfibre. Bælgfrugter er naturligt glutenfri, og derfor kan du nemt bage brød til folk med glutenallergi. Servér nybagte surdejsboller eller et koldhævet brød til din brunch, eller prøv at bage fuldkornsrugbrød med kerne og linser eller et sprødt knækbrød.
Alle kan have lyst til at slutte brunchen af med et lille sødt indslag, og vi har opskrifter på vafler med syltetøj og luftige pandekager, hjemmelavet nutella og skønne kanelsnegle. Søde muffins og klatkager. Alle sammen opskrifter, hvor bælgfrugternes gode egenskaber gør dem til sundere alternativer.