Ferrero Rocher med hestebønner og gråærter

Hjemmelavet Ferrero Rocher uden nødder. Danske gråærter har en skøn smag af hasselnødder, og sammen med hestebønner får Ferrero Rocher en dybde af både nødder og chokoladenoter.

  • Uden mel
  • Uden æg
Ferrero Rocher med hestebønner og gråærter
Ferrero Rocher med hestebønner og gråærter

Lav nemt dine egne Ferrero Rocher fyldt med smag og gode råvarer

Ferrero Rocher kan sagtens være både luksuriøs og nærende. Med proteinrige hestebønner og danske gråærter får du en plantebaseret version af den populære chokoladekugle, som både imponerer og overrasker. Den velkendte hasselnøddekerne i midten er skiftet ud med en ristet gråærte, som giver samme knasende midte i den bløde hestebønne- og dadelmasse. 

Hjemmelavet chokoladekonfekt med naturlige ingredienser er perfekt til dig, der elsker chokolade, men ønsker et sundere alternativ uden tilsætningsstoffer. En nyfortolkning af den klassiske chokoladepraliné med fokus på naturlige, danske råvarer. Overrask dine gæster og servér de hjemmelavede Ferrero Rocher efter maden. 

Ferrero Rocher med hestebønner og gråærter

1 time
20 stk.

Ingredienser

  • 1½ dl (180 g) tørrede Danske Hestebønner 
  • ½ dl (45 g) tørrede Danske Gråærter
  • 30 g kakao, rå 
  • 10 dadler uden sten, medjool 
  • ½ dl havregryn 
  • 4 spsk. fløde 
  • 1 tsk. vaniljesukker 
  • 2 tsk. sukker 
  • 200 g chokolade (min 55%) 
  • Hold skærmen tændt

    Sådan gør du

  • Skyl hestebønnerne og gråærterne sæt dem i blød hver for sig i rigeligt vand på køl i minimum 12 timer.
  • Hæld vandet fra hestebønner og gråærter. Kog de udblødte hestebønner i rent vand og lidt salt i 40 minutter, og kog ligeledes gråærterne i 35 minutter. 
  • Hæld vandet fra de kogte bælgfrugter.
  • Blend kogte hestebønner, kakao, havregryn, sukker, vaniljesukker og dadler til en ensartet masse. Stil på køl i 30 minutter. 
  • Tænd ovnen på 200 °C varmluft.
  • Lad 20-40 stk gråærter forblive hele, og hak resten til mindre stykker. 
  • Beklæd en bageplade med bagepapir, og hæld hele gråærter og de små stykker ud på bagepladen - lad det forblive opdelt halve små stykker og hele gråærter for sig. 
  • Bag i 10 minutter, og tag ud af ovnen til afkøling. 
  • Smelt chokoladen i et vandbad.
  • Tril hestebønnemassen til 20 kugler, og put 1-2 stk. hele gråærter i midten af kuglen.
  • Når alt chokoladen er smeltet tilsættes de hakkede gråærter og vendes rundt i chokoladen.
  • Vend kuglerne i chokoladen med en gaffel og ryst overskydende chokolade af. Drys eventuelt ekstra hakkede gråærter på toppen. 
  • Læg Ferrero Rocherne på en tallerken eller et spækbræt med et stykke bagepapir på og kom på køl. 
  • Serveringsforslag

    Nyd de lækre bløde og sprøde Ferrero Rocher med det samme eller gem på køl i op til 5 dage i en lufttæt beholder.

    Bedøm opskriften