Æggewrap med Anicia linser, gulerod og spidskål

Æggewrap med Anicia linser er både nærende, nem at lave og kræver kun få ingredienser. Du kan fylde den med lige det, du bedst kan lide. Her er fyldet en hjemmelavet tunsalat og dilddressing.

  • Uden mel
  • Uden mælk
  • Glutenfri
Æggewrap med Anicia linser, gulerod og spidskål
Æggewrap med Anicia linser, gulerod og spidskål

Enkel og mættende æggewrap med masser af smag og næring

Æggewrap med Anicia linser er det perfekte valg, når du vil have et sundt måltid uden at gå på kompromis med hverken smag eller mæthed. Den er hurtig at lave, kræver få ingredienser – og passer perfekt ind i en travl hverdag.

De proteinrige og nærende danske Anicia linser giver fylde og en let nøddeagtig smag, mens æggene gør din wrap luftig og saftig. Friske grøntsager som gulerødder og spidskål tilfører sprødhed og fibre, der holder dig mæt længe.

Det her er hverdagsmad, der både er nærende og nem, og som samtidig kan varieres i det uendelige. Æggewrap er en god måde, at få brugt de lidt slatne grøntsager og undgå madspild. Spis æggewrappen som den er, eller tilføj din yndlings dressing, friske krydderurter eller lidt ost for ekstra smag.

Uanset om det er frokost, madpakke eller et let aftensmåltid, får du her en glutenfri opskrift, der både er sund, fuld af smag og mættende.

Æggewrap med Anicia linser, gulerod og spidskål

35 minutter
2-3 personer

Ingredienser

Æggewrap

  • 30 g tørrede Danske Anicia Linser
  • 6 æg
  • 4 gulerødder
  • 250 g spidskål
  • 200 g revet ost
  • Salt og peber 
  • Tunsalat

  • 1 dåse tun i olie eller vand 
  • ½ dl mayonnaise
  • 1 tsk. dijonsennep
  • ½  løg 
  • ½ tsk. frisk chili, alt efter styrke 
  • ½ citron, saften heraf
  • Salt og peber
  • Dilddressing

  • ½ bundt dild
  • 2 dl creme fraiche
  • kvart citron, saften heraf
  • Salt og peber
  • Tilbehør

  • 100 g frisk spinat
  • 100 g cherrytomater
  • Syltede rødløg
  • Hold skærmen tændt

    Sådan gør du

    Æggewrap

  • Skyl og kog Anicia linserne i rigeligt letsaltet vand i 20-25 minutter.
  • Hæld vandet fra de kogte linser, og stil dem til side.
  • Skyl og snit spidskålen fint, og skræl og riv gulerødderne groft.
  • Riv osten på den grove side af rivejernet, og kom den i en skål sammen med æg, revne gulerødder, fintsnittet spidskål, kogte linser, salt og peber.
  • Bland det hele godt sammen til en æggemasse.
  • Hæld æggeblandingen ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og fordel den, så hele bagepladen er dækket.
  • Bag æggewrappen med Anicia linser i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20-25 minutter, til den er let gylden.
  • Tag den ud, og lad den køle helt af.
  • Vend så forsigtigt wrappen ud på bordet eller på et nyt stykke bagepapir, så bagsiden vender opad, og træk bagepapiret af bagsiden.
  • Mens æggewrappen er i ovnen, tilberedes fyldet.
  • Tunsalat

  • Hak løg og chili fint, og kom det i en skål.
  • Dræn tunen for olie eller vand, og tilsæt det i skålen sammen med mayonnaise, dijonsennep, citronsaft, salt og peber.
  • Rør det hele sammen til en lækker tunsalat.
  • Dilddressing

  • Skyl og hak dilden fint, og bland den sammen med cremefraiche, citronsaft, salt og peber til en hjemmerørt dilddressing.
  • Skyl tomaterne, og skær dem i halve, og skyl spinaten.
  • Saml æggewrappen ved først at smøre dilddressing på bunden.
  • Fordel herefter spinat, tomat og tunsalat, og top til sidst med syltede rødløg.
  • Kom ikke for meget fyld i, da wrappen kan flække, når den rulles sammen.
  • Rul æggewrappen sammen til en roulade – brug evt. bagepapiret til at hjælpe med at rulle den tæt.
  • Skær wrappen ud i 2-3 stykker.
  • Tip

    Du kan også lave denne wrap med squash eller andre grøntsager. Æggewrap er en god måde, at få brugt de lidt slatne grøntsager og undgå madspild.

    I denne opskrift kan du også anvende udblødte Anicia linser i stedet for kogte linser. Stil linserne i blød i en skål med vand i køleskabet i minimum 10 timer.

    Denne opskrift finder du i vores Kogebog — Bælgfrugter til hverdag

    Bedøm opskriften

    Opskriftvideo