
En af de nemmeste og lækreste pastaretter fra Italien, har vi givet et twist af danske bælgfrugter og tilføjet gule Ingrid ærter.
Forberedelse 25 min / Tilberedning 25 min / I alt 50 min
Opskriften giver til 4 personer
Ingredienser
- 1 dl (90 g) tørrede Danske Ingrid Ærter
- 400 g spaghetti
- 30 g smør
- 20 hele peberkorn
- 2-3 dl pastavand
- 70 g fast modnet ost, Vesterhavsost, Arla unika havgus 12, alternativt parmesan
- 130 g pecorino eller alternativt dansk fastmodnet ost af fåremælk
Fremgangsmåde
Dagen før:
- Skyl de tørrede Ingrid ærter og sæt dem i blød i rigeligt vand på køl i minimum 12 timer.
På dagen:
- Hæld iblødsætningsvandet fra Ingrid ærterne og kog i 25 minutter, i rigeligt letsaltet vand. Hæld kogevandet fra.
- Knus peberkornene groft i en morter eller med en kagerulle.
- Imens koges pastaen i et par minutter i en gryde med rigeligt saltet vand. Underkog pastaen, da den færdigtilberedes på panden.
- Rist peberen på en stor tør pande i 2 minutter. Der skal være plads til pastaen i panden.
- Tilsæt smør og lad det bruse op.
- Tilsæt 2 dl af pastakogevandet til panden og skru ned for varmen. Lad det stå og simre et par minutter.
- Tilsæt den underkogte pasta og eventuelt lidt ekstra pastavand, for at pastaen kan blive færdig.
- Når pastaen er tæt på al dente, kommes det revne ost i lidt ad gangen, mens der røres rundt, til du har en cremet konsistens og osten er smeltet.
- Rør de kogte Ingrid ærter i og anret på en tallerken med friskkværnet peber på toppen, friske urter og eventuelt lidt ekstra revet ost.