Frikadeller med persille og hestebønner er en grøn nyfortolkning af en dansk klassiker
Hestebønnerne giver ekstra protein, mæthed og en grov struktur, der spiller godt sammen med kødet. En oplagt måde at få flere bælgfrugter ind i hverdagsmaden uden at ændre på smagen. Enkel hverdagsmad med grønne fordele og dansk islæt.
Hestebønner er danske bælgfrugter med højt proteinindhold, som let blandes i farsen og giver både tekstur, fylde og mæthed. Det traditionelle smagselement fra svinekødet bevares, men med et ekstra lag fra bønnerne og den friske persille. Ved at erstatte en del af kødet med bælgfrugter reduceres klimaaftrykket – uden at gå på kompromis med smagen. Det er en naturlig vej til at få flere planter i maden, samtidig med at man holder fast i familiens velkendte måltider.
Frikadellerne kan nemt indgå som en del af det klassiske julebord på hjemmebagt rugbrød, men du kan også servere dem til en sommerlig salat med Ingrid ærter, bær og mormordressing. Eller prøve dem i madpakken med linsepesto eller ærtehummus til.