
Cheesecake er den perfekte kage til påskebordet. Smag denne udgave med sprød kiksebund med gråærter, cremet blød ostecreme, syrlig citrongelé og marengs. En perfekt kombination.
Forberedelse 1 t og 15 min / Tilberedning 6 t på køl / I alt 7 t og 15 min
Opskriften giver til 1 cheesecake (8-10 stk)
Ingredienser
Kiksebund
- 230 g Digestive kiks
- 150 g. smør
- ½ dl (45 g) tørrede Danske Gråærter
Flødeostecreme
- 4 blade husblas
- 250 g naturel flødeost
- 2½ dl creme fraiche 18%
- 1½ dl flormelis
- Korn fra ½ vaniljestang
- Saft og fintrevet skal fra 1 økologisk citron
- 2½ dl piskefløde
Citron gelé
- 3 blade husblas
- Saft fra 2 citroner
- 1 dl sukker
- 1 dl. vand
- 2 tsk. gul frugtfarve
Marengs
- 1 pasteuriseret æggehvide
- ½ dl sukker
- ½ tsk. eddike
Tip: Har du gemt kogevandet fra hele Ingrid ærter anvendt i andre af vores opskrifter, kan du lave vegansk marengs ved at erstatte æggehviderne med Aquafaba. Her er opskrift på Aquafaba skum
Fremgangsmåde
Kiksebund
Dagen før:
- Skyl de tørrede Gråærter og sæt dem i blød i rigeligt vand på køl i min. 12 timer, eventuelt natten over.
På dagen:
- Hæld iblødsætningsvandet fra og kog gråærterne i 35 minutter i rigeligt letsaltet vand. Hæld kogevandet fra og sæt gråærterne til side.
- Blend kiksene til fint rasp i en foodprocessor, hak gråærterne groft, smelt smørret og vend det hele sammen til en ensartet masse.
- Kom et stykke bagepapir i bunden af en springform (20 cm) og beklæd eventuelt siden med kageplast, for at undgå kagen hænger fast. Kom kiksemassen i springformen og pres den godt sammen til en jævn bund, brug evt. bunden af et vandglas til at trykke med.
- Sæt bunden på køl imens flødeostecremen laves.
Flødeostecreme:
- Kom husblassen i en skål med koldt vand og lad det trække i ca. 10 min.
- Pisk flødeost, creme fraiche, flormelis, vaniljekorn og fintrevet citronskal sammen i en stor skål.
- Pres citronsaften i en skål, vrid husblassen fri for vand og smelt husblas og citronsaften langsomt over et vandbad.
- Tag den lune citronblanding af varmen og kom lidt af flødeostecremen over i, for at køle citron blandingen lidt ned inden den blandes med resten af flødeostecremen.
- Vend nu den let afkølet citronblanding forsigtigt sammen med den resterende flødeostecreme.
- Pisk fløden til en let skum i en anden skål og vend den forsigtigt over i flødeostecremen.
- Tag kiksebunden ud af køleskabet og fordel flødeostecreme ovenpå.
- Stil kagen tilbage på køl i cirka 4 timer eller til ostecremen har sat sig.
Citron gelé laves først når kagen har sat sig.
- Kom husblassen i en skål med koldt vand i ca. 10 min.
- Kog citronsaft, sukker og vand indtil sukkeret er smeltet og tilsæt så den gule frugtfarve.
- Vrid husblassen for vand og smelt det i den varme citronsirup.
- Lad den varme citrongelé køle af inden den hældes oven på flødeostecremen, men den må ikke køle så meget af, at den begynder at sætte sig.
- Hæld den afkølede citrongelé ud over en spiseske ned oven på flødeostecremen, for at undgå luftbobler.
- Sæt cheesecaken på køl i ca. 2 timer, eller indtil citrongeléen har sat sig
- Fjern springformen og kageplast og pynt evt. kagen med marengs inden servering
Marengs:
- Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i lidt ad gangen.
- Tilsæt eddiken og pisk til marengsen er sej og glat
- Kom marengsen i en sprøjtepose og pynt toppen af citron cheesecaken