Citron Cheesecake med gråærter

Af Pure Dansk™

Citron cheesecake med gråærter
Citron cheesecake med gråærter

Cheesecake er den perfekte kage til påskebordet. Smag denne udgave med sprød kiksebund med gråærter, cremet blød ostecreme, syrlig citrongelé og marengs. En perfekt kombination.

Solgul citron cheesecake med wauw-faktor!

Cheesecake er blevet en virkelig populær dessertkage, fordi den sprøde bund og det cremede fyld skaber grundlag for, at man kan variere det friske gelélag med frugtsmag på toppen på utallige måder. Både med de søde bær eller som her med syrlige citrusfrugter.

Gråærter som base i dessertkøkkenet åbner døren til nye smagsoplevelser. I denne citron cheesecake tilfører de både fylde og næring, hvilket gør kagen til et frisk og overraskende alternativ til den klassiske version. Gråærter giver desserten en unik karakter og gør det muligt at arbejde med bælgfrugter i nye, søde sammenhænge.

En virkelig flot dessertkage, når du vil bage med bælgfrugter og kaste dig ud i en anderledes version end den klassiske cheesecake. 

I denne opskrift har vi anvendt vores Danske gråærter.

Danske gråærter

Danske gråærter

Citron cheesecake med gråærter

Antal
1 cheesecake
Tid
7 timer og 15 minutter

Ingredienser

Kiksebund

  • ½ dl (45 g) tørrede Danske Gråærter
  • 230 g Digestive kiks 
  • 150 g. smør 
  • Flødeostecreme

  • 4 blade husblas
  • 250 g naturel flødeost
  • 2½ dl creme fraiche 18%
  • 1½ dl flormelis 
  • Korn fra ½ vaniljestang 
  • Saft og fintrevet skal fra 1 økologisk citron
  • 2½ dl piskefløde 
  • Citron gelé

  • 3 blade husblas 
  • Saft fra 2 citroner 
  • 1 dl sukker
  • 1 dl. vand 
  • 2 tsk. gul frugtfarve 
  • Marengs

  • 1 pasteuriseret æggehvide
  • ½ dl sukker
  • ½ tsk. eddike
  • Hold skærmen tændt

    Sådan gør du

    Kiksebund

  • Skyl de tørrede gråærter og sæt dem i blød i rigeligt vand på køl i minimum 12 timer.
  • Hæld iblødsætningsvandet fra og kog gråærterne i 35 minutter i rigeligt letsaltet vand. Hæld kogevandet fra og sæt gråærterne til side.
  • Blend kiksene til fint rasp i en foodprocessor, hak gråærterne groft, smelt smørret og vend det hele sammen til en ensartet masse. 
  • Kom et stykke bagepapir i bunden af en springform (20 cm) og beklæd eventuelt siden med kageplast, for at undgå kagen hænger fast.
  • Kom kiksemassen i springformen og pres den godt sammen til en jævn bund, brug evt. bunden af et vandglas til at trykke med. 
  • Sæt bunden på køl imens flødeostecremen laves. 
  • Flødeostecreme

  • Kom husblassen i en skål med koldt vand, og lad det trække i ca. 10 minutter.
  • Pisk flødeost, creme fraiche, flormelis, vaniljekorn og fintrevet citronskal sammen i en stor skål. 
  • Pres citronsaften i en skål, vrid husblassen fri for vand og smelt husblas og citronsaften langsomt over et vandbad. 
  • Tag den lune citronblanding af varmen og kom lidt af flødeostecremen i, for at køle citronblandingen lidt ned, inden den blandes med resten af flødeostecremen.
  • Vend nu den let afkølet citronblanding forsigtigt sammen med den resterende flødeostecreme. 
  • Pisk fløden til en let skum i en anden skål og vend den forsigtigt over i flødeostecremen. 
  • Tag kiksebunden ud af køleskabet og fordel flødeostecreme ovenpå. 
  • Stil kagen tilbage på køl i cirka 4 timer, eller til ostecremen har sat sig.
  • Citron gelé laves først, når kagen har sat sig. 

  • Kom husblassen i en skål med koldt vand i ca. 10 minutter. 
  • Kog citronsaft, sukker og vand indtil sukkeret er smeltet, og tilsæt så den gule frugtfarve. 
  • Vrid husblassen for vand og smelt det i den varme citronsirup. 
  • Lad den varme citrongelé køle af inden den hældes oven på flødeostecremen, men den må ikke køle så meget af, at den begynder at sætte sig.
  • Hæld den afkølede citrongelé ud over en spiseske ned oven på flødeostecremen, for at undgå luftbobler.
  • Sæt cheesecaken på køl i ca. 2 timer, eller indtil citrongeléen har sat sig.
  • Fjern springformen og kageplast, og pynt evt. kagen med marengs inden servering.
  • Marengs

  • Pisk æggehviderne stive, og pisk sukkeret i lidt ad gangen. 
  • Tilsæt eddiken og pisk, til marengsen er sej og glat 
  • Kom marengsen i en sprøjtepose og pynt toppen af citron cheesecaken
  • Serveringsforslag

    Citron cheesecaken kan holde sig på køl i 2-3 dage.

    Tip

    Har du gemt kogevandet fra hele Ingrid ærter anvendt i andre af vores opskrifter, kan du lave vegansk marengs ved at erstatte æggehviderne med Aquafaba. Her er opskrift på aquafaba skum.